Brevkasse
Efter lanceringen af Matadoronline får vi stadig flere og flere kryptiske spørgsmål om tv-seriens handlingsforløb, rekvisitterne, lokationerne og meget mere. Derfor introducerer vi nu denne brevkasse, hvor du kan læse svarene på udvalgte spørgsmål, som vi har fået. Du kan også selv benytte dig af brevkassen. Klik her og send os en mail, hvis du har et spørgsmål eller en kommentar til et af de andre stillede spørgsmål.
Kære Lise Nørgaard
Jeg har søgt vidt og bredt men kan ikke finde ud af, hvad Fru Fernando Møghe hedder til fornavn. Får vi det nogen sinde at vide i serien? Hvis ikke, har du så på noget tidspunkt givet hende et fornavn?
Med venlig hilsen
Erling Buus Jensen
Esbjerg
Kære Erling
Fru Møhge var jo fra en tid, hvor fruer ikke havde eget fornavn (se bare fødselsdagslisterne i dagbladene indtil for få år siden, da fruerne stadig hed fru direktør Olfert eller fru fabrikant Peter til fornavn), men skal jeg overveje en navngivning af den gamle tidselbidder fru Fernando Møhge (eller fru hestehandler Fernando Møhge) må det blive, at hun hed Vilhelmina Hortense på dåbsattesten.
Kærlig hilsen Lise
Hej
Hvem har udvalgt de mange fantastiske musikstykker, som forekommer i Matador – og hvilke overordnede kriterier er de valgt ud fra?
Tina Jensen
Kolding
Hej Tina
De fantastiske musikstykker blev udvalgt i fællesskab af mig og Erik Balling. For eksempel adagioen fra Morzarts 23. klaverkoncert, som er gjort til Elisabeths Friis motiv. Klavertrioen, som Elisabeth spiller med dr. Hansen og Kristen Skjern, er af Brahms. Kol Nidrai, som vi kun hører omtalt, da Elisabeth er blevet organist i kirken, er fra en jødisk hymne, instrumenteret af Max Bruch. Og selve Matador-melodien er som bekendt af Bent Fabricius Bjerre.
Om Brahms-trioen kan jeg i øvrigt fortælle, at den gik ind i folks bevidsthed i en sådan gad, at cd’en og lp’en blev udsolgt allerede mandagen efter, at melodien lød i episode 21. Det siger noget om, at den brede befolkning gerne vil lytte til klassisk musik, hvis den indgik i mere underholdende programmer i stedet for som nu, altid pop og rock.
Venlig hilsen Lise
Kære brevkasse
Hvad døde Mads Skjerns først kone egentlig af?
Bent Hansen
Vester Hassing
Kære Bent
Man hører det ikke i selve serien, men i det originale manuskript til 5. episode, findes en scene – som aldrig blev filmatiseret – hvor Kristen fortæller Ingeborg om Mads’ første kones dødsårsag. Da Mads i 5. episode får at vide at Ingeborg er gravid, bliver han meget pylret, hvilket Ingeborg ikke helt kan forstå. Hun snakker derfor med Kristen om det, og får at vide, at Mads’ kone døde af tuberkulose få måneder efter Daniels fødsel, og at Mads kobler døden med den forestående fødsel. Herunder ses et uddrag af den omtalte scene, som blev fravalgt i 5. episode:
KRISTEN: Fordi hans første kone døde, da hun havde fået Daniel – har han ikke fortalt det?
INGEBORG: Jo, men ikke ret meget andet – –
KRISTEN: Har han ikke sagt, at hun havde tuberkulose – og døde på et sanatorium.
Ingeborg ulykkelig.
INGEBORG: Åh nej – men hvorfor er han også sådan, at han ingenting siger – –
Sætter sig opgivende.
KRISTEN: Fordi han bilder sig ind, at det var hans skyld – at det var fordi hun fik Daniel – –
Ingeborg nikker indforstået.
KRISTEN: Du kan nok se – –
INGEBORG: Ja – jeg kan se en masse – nu –
KRISTEN: Vores ældste bror – ham der har gården – ville tage drengen – men Mads ville selv, - det er Mads – han vil det hele selv –
Venlig hilsen Janus Madsen
Hej brevkasse
Hvis man kigger på længden af episoderne i de 4 omgange/sæsoner, som Matador er blevet produceret i, så er der en markant forskel. I 1. sæson er en episode i gennemsnit 52 minutter, i 2. sæson 73 minutter, i 3. sæson 79 minutter og i 4 sæson 64 minutter. Har denne store variation noget at gøre med bevillinger, tidspres eller er det en ren tilfældighed?
P.S. Jeg har læst i en af dine bøger, at der var et stort tidspres på de sidste 6 episoder, hvilket blandt andet medførte, at man droppede det tidskrævende samarbejde med dine tre medforfattere.
Thomas Ploug
Episodernes forskellige længde og den måde, hvorpå de voksede efterhånden, har ikke noget at gøre med bevillinger eller tidspres – snarere at serien markerede sig og blev en succes. Hver episode fik den tid, den behøvede. Det kunne man gøre dengang i sådan et særligt tilfælde. Men da vi efterfølgende lavede ”Een stor famillie”, fik alle episoderne samme længde. Det samme gælder ”Mor er major”, som jeg lavede for Sagafilm.
Men i den første Matadortid var programlægningen endnu ikke så stram. Senere, da serien blev vist i Sverige, hvor programlægningen da lå i faste rammer, blev serien delt op i langt flere end 24 afsnit, der alle var lige lange. Da jeg så dem, var det, som om der blev skåret i mit hjerte.
Lise Nørgaard
Får man i serien egentlig et entydigt svar på, hvad Albert Arnesen dør af? Doktor Hansen siger godt nok til Ingeborg, at han døde af hjertestop. Til dette svarer Ingeborg - som sandt er - at "det gør jo alle". Uanset gas, skud eller andet.
Louise
Det er meningen, at alle i Korsbæk skal gætte på, hvad Arnens døde af, nogle havde hørt skuddet, troede de, andre havde set, at der var et reb i butikken, andre sladrede om, at der var lugtet gas. Men Arnesen døde altså – ifølge dr. Hansen – af hjertestop, et udtryk, der faktisk ikke var meget anvendt på det tidspunkt – da talte man mest om hjerteslag. Og et sådant får man jo let af stres og af at være gift med en ung og livlig kone.
Lise Nørgaard
Kære brevkasse
Hvorfor får Mads Skjern egentlig sit ridderkors i 1946. Er der for tro tjeneste som menighedsrådsformand eller er det for hans forretningsmæssige evner og fremskridt?
Jørgen
Mads fik sit ridderkors for sit formandskab i Menighedsrådet og hans donationer til kirken.
Hilsen Lise Nørgaard
Hej brevkasse
Jeg vil gerne vide lidt om Klubben, som Hans Christian Varnæs og andre af Korsbæks spidser er medlem af.
Hvad foregik der i Klubben udover kortspil og middage? Havde klubben deres eget lokale på Postgaarden? Kunne man mødes i klubben hver dag/aften?
Var det udbredt med sådanne klubber 30'erne og 40'erne. Hvad var egentlig klubbernes formål? Hvad skulle der almindeligvis til for at blive medlem?
Jeg håber, at I kan besvar lidt af det.
Med venlig hilsen
Carsten Rask (Ribe)
I de fleste provinsbyer var der en sådan klub på det hotel, borgerskabet hjemsøgte. Medlemmerne var fra den lokale Borgerforening, hvortil man blev balloteret – enhver kunne altså ikke få adgang, og både Mads og Kristen blev længe holdt udenfor. Borgerofreningen havde foruden klubliv med kortspil, billard o.l. i særlige lokaler, også store fester med kone og børn. Det var sædvane, at en sel af byens spidser lige smuttede indenfor i klubben og tilbragte et par hyggetimer, før de gik hjem til det familiære middagsbord. Klublivet var faktisk en pendant til damernes kaffe- og the-slabberaser, også kaldet visitter. Fra begge foreteelser udgik der inspiration til bysladder på et højere plan.
Hilsen Lise Nørgaard
I seriens sidste episoder stifter vi bekendtskab med en noget forhutlet og ikke helt raceren hund - nemlig Max. Hunden stammer fra de tyske soldater i Varnæs? baghave. Da tyskerne kapitulerer og forlader landet, vender hunden tilbage til Laura, som i først omgang tager sig af den. Max bliver lidt efter lidt overtaget af Maude og Hans Christian, som omdøber den til Pax, ifører skrædersyet 'tøj' og tillader at ligge i sofaen. Hvilken hunderacer er indblandet i gadekrydset?
Jim Nielsen
Hej Jim
Jeg kan desværre ikke give dig et 100% sikkert svar, men efter at have forhørt mig med ved flere hundekyndige personer, våger jeg hermed at gøre et forsøg.
Max er med ret stor sandsynlighed en uplejet udgave af en blanding mellem en Old English Sheepdog og en Riesenschnauzer - med klart flest gener fra den førstnævnte. Størrelsen, kropsbygningen og pelsen minder meget om en Old English Sheepdog, hvorimod farven og den højt ansatte hale (som indtil kuperingsforbudet i 1992 oftes kun bestod af 2-3 led) sandsynligvis stamme fra Rieserschanuzeren.
Blandt nogle af de andre hunderacer, som med rette kunne findes i Max bør nævnes Polsk Hyrdehund og den noget mindre Tietanske Terrier.
Håber du kan bruge svaret.
Med venlig hilsen
Janus Madsen, Matadoronline
I 16. afsnit spiller Livgarden op på Amalienborg slotsplads. Jeg er overbevist om, at det musikstykke, der bliver spillet er Dronning Ingrids Honnørmarch. Marchen var vel næppe skrevet i 1940 - hvor handlingen udspiller sig - da Frederik IX og Dronning Ingrid først blev regentpar i 1947?
Peter Westerdahl
Kære Peter
Det er, som du skriver, helt rigtigt at Livgarden i 16. episode 'Lauras store dag' (1940) spiller og marcherer til Dronning Ingrids honnørmarch. Marchen er mærkeligt nok - titlen taget i betragtning - skrevet flere år før Ingrid blev dronning. Den blev nemlig skrevet i 1935 i anledningen af kronprins Frederiks og prinsesse Ingrids bryllup.
Marchen er skrevet af Kai Verner Nielsen (1899-1961), som i en årrække var Livgardens musikdirigent og komponist. Den mest kendte af K. V. Nielsens marcher er nok Kong Frederik IX honnørmarch fra 1947.
Som et lille kuriosum til scenen fra Amalienborg Slotsplads kan nævnes, at et vagtkompagni brugte et par måneder på at indøve en gammel eksercits med strækmarch, som blev brugt før krigen.
Venlig hilsen Janus Madsen
Jeg har et spørgsmål, som omhandler hr. Stein, som flygter til Sverige i 1943. Da han vender tilbage efter krigen, fortæller han Hans Christian Varnæs, at han under sit ophold i Sverige arbejdede for Mannheims. Spørgsmålet går nu på, hvad Mannheims er for en salgsvirksomhed, om det har eksisteret i virkeligheden, eller om det er det rene påfund?
JM
Kære JM
Mannheims er en bank og den var sandelig virkelige nok - og er det vist endnu. Den havde jødiske grundlæggere, og det var helt naturligt, at danske bankfolk, på flugt fra tyskerne som hr. Stein, prøvede lykken der under opholdet i Sverige. Hovedsædet var i Gøtteborg.
Kærlig hilsen Lise Nørgaard
Royale brevkasse! (fra Billedbladet, nr. 47, 1997)
I TV-serien 'Matador' bliver kokkepige Laura hædret af 'Selskabet for Trofast Tyende' for for 25 års lang og tro tjeneste hos familien Varnæs. Hun får en medalje overrakt af en prinsesse. Er det ren fiktion eller er oplysningerne historiske korrekte?
Venlig hilsen Peter M., Odense
Kære Peter!
Det er fri opfindelse. Vi har talt med 'Det kvindelige velgørende Selskab', der oplyser, at der uddeles pengegaver. Selskabet er stiftet af Frederik VI's dronning Marie Sofie Frederikke i 1806. Hun fik samlet penge ind til en fond til støtte for ældre damer, der havde været i huset hos en familie i en lang årrække. Man havde ikke den sociale forsorg, vi kender i dag, så der var stærkt brug for støtte hos mange.
Legatet uddeles stadig, men inflationen har gjort formuen mindre. På Marie Sofie Frederikkes fødselsdag den 18. oktober får 60-65 kvinder hver et lille beløb. Det sker i Garnisons Kirke i København ved en kirkelig højtidelighed. I de år, som 'Matador' beskriver, var det arveprinsesse Caroline-Mathilde, der uddelte legatet. I de senere år er uddelingen overtaget af hendes datter, prinsesse Elisabeth.
Venlig hilsen Poul Jørgensen
Kære Lise Nørgaard
Er den i Matador omtalte provst C. C. Mejer og hans bog 'Rejsen til Livets Kilde' virkelighed eller ren fiktion?
Med venlig hilsen Janus
Kære Janus
Provst Mejer er ren fiktion som de øvrige personer i Matador. Provsten går igen i andre dele af min produktion, bl.a. i bogen 'Volmer' og i julenovellen 'Julen er Hjerternes Fest'. Stærkt trængt vil jet tilstå, at provstens holdninger og hans selvretfærdige, indremissionske fremfærd er delvis inspireret af min barndoms og ungdoms provst i Roskilde, Skovgaard-Petersen. Hvis du vil vide noget om ham, er han, og det er ikke fiktion, nævnt i mine erindringer både første og andet bind, i originaludgaven af 'Kun en Pige' på side 257, i forbindelse med min konfirmationsforberedelse og hvad deraf fulgte. I 'De sendte en Dame', altså andet bind, huserer han på side 49.
Han havde det tilfælles med provst Mejer, at han udgav nogle kedelige bøger om sine valfarter. I Matador hedder bogen ganske rigtigt 'Vejen til Livets Kilde, i det virkelige liv Landet, hvor Kilderne sprang'. Lighedspunkterne mellem fiktive provst Mejer og min inspirationskilde Skovgaard-Petersen var, at de stillede op hos boghandleren og signerede de eksemplarer, der blev brugt som konfirmations- eller andre gaver. Så kunne de nemlig ikke byttes. Øvv.
Ligheden hører op, når det gælder provstinderne. Jeg har - primært i Volmer - gjort provstinden til en harsk og selvgod dame. Skovgaard-Petersen var gift med en elskelig og sagtmodig dame. Hun var hans anden kone, efter at den første var gået fra ham et par små børn.
Nu, da jeg er i gang, kan du ligeså godt få hele historien med. Mange år efter, da jeg er ca. 70 år, skal jeg tale ved et ældre-arrangement i Birkerød. En nydelig herre, der var noget ældre end jeg, satte sig ved siden af mig og præsenterede sig som Skovgarrd-Petersen. Jeg spurgte, om han var i familie med hin domprovst i Roskilde, og da han sagde, det var hans far, fandt jeg en grimasse, jeg mente kunne passe, og svarede: - Det var Deres far, der konfirmerede mig.
Sønnens svar var meget direkte: - Han kunne ellers ikke lide børn, og han ødelagde min og min brors barndom. Det værste var ikke, at han tævede os for et godt ord, han tævede også vores kærlige stedmor. Sådan noget forvinder man aldrig! tilføjede han.
Havde jeg før haft nogen betænkelighed ved direkte eller indirekte at hænge domprovsten ud, forsvandt det nu ganske. Men selvom foredraget, jeg skulle holde efter kaffebordet, handlede om Matador, undlod jeg alligevel at komme med mine vanlige bemærkninger om, hvem der havde inspireret mig til provst Mejer. For det er jo sådan, at vi godt selv kan sige, at vores nærmeste er nogle dumme svin, men vi vil ikke høre det fra fremmede.
Det blev en længere udredning.
De bedste hilsner Lise Nørgaard