Forsølvet kobberbryllup
Vi fik den geniale idé at afholde vores kobberbryllup som en kopi af Maude og Hans Christians sølvbryllup.
Først udsendte vi i god tid en lidt hemmelighedsfuld invitation, hvori dato, tid og sted på arrangementet stod. Gæsterne skulle så melde tilbage om de turde komme.
Derefter gik vi så i gang med at uddele roller til alle gæsterne. Der var 75 gæster, så det var et stort arbejde at fordele rollerne, men vi fik stor hjælp af denne hjemmeside, hvor de fleste af de oplysninger vi havde brug for kunne hentes.
Hver gæst fik derefter (ca. 1 måned før festen) tilsendt en gammeldags blomstermalet sølvbryllupsinvitation, som var stilet til den person, vi havde bestemt de skulle være. I invitationen blev de så inviteret til Maude og Hans Christians sølvbryllup på Postgaarden.
Vedlagt invitationen var der en lille seddel med billede samt beskrivelse af den person, de hver især skulle være. De fleste af disse beskrivelser havde vi hentet på hjemmesiden, hvor alle hovedpersonerne er beskrevet (se personkarakteristikker).
Da vi skulle være så mange, måtte vi så lige tage nogle biroller med, som vi så selv måtte lave beskrivelser på.
Billederne hentede vi ud af Matador DVD'erne, som man jo i øvrigt kan låne på biblioteket, hvis man ikke selv har dem.
Og her var det faktisk som om festen allerede startede, for alle folk synes simpelthen det var en vildt god idé. De begyndte at præsentere sig ved deres Matadornavne, når vi mødtes, og vi kunne mærke at de virkelig var i gang med at undersøge alt omkring deres rolle. Mange kontaktede os for at spørge, hvem der skulle være den og den, så de kunne finde ud af hvem de var i familie med osv.
Alle genbrugsbutikker samt tøjudlejningssteder blev støvsuget for tøj, der kunne bruges.
Festen blev afholdt i et lejet festlokale, som vi forsøgte at lave om til Den kongelige Postgaard.
Og ja, jeg ved godt at det rigtige sølvbryllup blev holdt hjemme hos Varnæs, men da vi ikke lige kan huse 75 mennesker, så tillod vi os at ændre på denne del af historien. Hans Christian sagde blot i sin velkomsttale at vi, trods Lauras protester, alligevel havde bestemt at hun skulle med til bords denne ene aften.
Vi fik lavet en kopi af Postgaardsskiltet fra filmen, som vi hængte udenpå bygningen.
Indenfor var der dækket 4 lange borde, som så nøjagtig ud som i filmen. Dvs. hvide duge, hvide stofservietter, sølvkandalaber, røde roser. bordflag og håndmalede bordkort.
I hjørnet af salen var der en bar, som vi selvfølgelig kaldte for Boldts hjørne. Her kunne man blandt andet få øl i tekander og købe rationeringsmærker.
Herrertoilettet havde vi omdannet til Grisehandlerens lokum, med fotos af de "vorne".
Det er kun fantasien, der sætter grænser for alt det, man kunne gøre. Hvad f.eks. med en kondomautomat på toilettet?
Vi lavede også et komplet stamtræ, hvor alle vores gæster var med, så alle kunne se deres forbindelse til de to Matadorfamilier.
Vi brugte hjemmesidens stamtræ som udgangspunkt og satte så bare flere på. Øverst oppe havde vi ”alles mor” (Lise Nørgaard), som selvfølgelig også var inviteret.
Da gæsterne ankom, blev alle par fotograferet inden vi gik til bords, og det var hele det store arbejde værd at stå og tage imod så fantastiske udklædninger.
Vi var målløse over folks opfindsomhed. Og som det sig bør, ja så kom Gitte Grå selvfølgelig senere end alle andre, så hun rigtig kunne gøre sig sin entre.
Det var bare perfekt.
Efter velkomstchampagne gik selskabet så til bords til tonerne fra Matadortemaet.
Og selvfølgelig var der op til flere gæster (deriblandt selvfølgelig Konsulinde Holm) der havde medbragt sølvbryllupssangen. Larsen havde naturligvis Kvik med og det som sangskjuler. I øvrigt så ligner Kvik så godt, at den i dag står som vagthund og kigger ud bag gardinet hjemme i privaten.
Husmoderforeningen afholdt en auktion over en af Maudes tidligere keramikfigurer.
Det var en fantastisk fest, som vi aldrig vil glemme.
Og jeg må tilstå at da vi fik ideen, havde jeg slet ikke drømt om at den ville nå så store dimensioner.
Men jeg tror det skyldes at Matador virkelig er noget, som alle kan forholde sig til.
Så har man mod på lidt forarbejde, så er dette den sikre vej til en vellykket fest.
Den 25. december 2007 - af Dorte Langebæk