Matador runder 1.000.000 solgte dvd'er
Serien cementerer dermed sin position som STØRSTE DANSKE DVD SUCCES NOGENSINDE.
Siden Lise Nørgaard og Erik Ballings vidunderlige TV-serie Matador udkom i ny restaureret version på DVD i november 2001, er det gået slag i slag med salget af den populære serie.
Nu har serien rundet i alt 1 million DVD’er, hvilket er rekord på det danske DVD-marked.
Matador – et fænomen…
Selvom serien efterhånden har 27 år på bagen, rammer historien om familierne Skjern og Varnæs, grisehandleren, Møghe’rne og alle de andre folkekære personer stadig plet i Familien Danmark. Kombinationen af handlingen, humoren, de fremragende skuespil-præstationer og de elskelige arketyper - som vi alle kan identificere os med - gør, at serien stadig er i front som danskernes favorit underholdning.
Redaktionschef på DR Multimedie, Preben Rasmussen, siger om succesen:
”1,000.000 eksemplarer er jo fantastisk… Matador er og bliver et stykke kulturarv, der henvender sig utroligt bredt. Det særlige ved Matador er jo, at det lykkedes for Erik Balling og Lise Nørgaard at fange det troværdige tidsbillede så præcist og historisk korrekt, at mange endda bruger serien som dansk historieundervisning.”
Matador – nostalgi og tradition – og som ”julekalender”?
Hos distributøren, Sandrew Metronome Video A/S, tolker man det således:
”Udover Matadors mange og helt åbenlyse kvaliteter, rummer serien helt klart også nogle samlende elementer. For udover at være fremragende underholdning, er serien jo nostalgi for alle pengene. Nostalgi er hygge – og hygge kan vi danskere jo som bekendt ikke få nok af. Specielt ikke her i den mørke tid. Jeg kender flere, der har gjort Matador på DVD til en fast juletradition, som hele familien hygger sig med i juledagene. Man ser simpelthen hele serien fra start til slut som en fælles aktivitet for samtlige familiemedlemmer – uanset alder…
Og Matador-universet kan virkelig samle familien Danmark; jeg har faktisk hørt om familier, der bruger Matador som en slags ”julekalender”, hvor man sammen ser et af seriens 24 afsnit hver aften fra 1. december og frem til jul!
Kan man afse tiden til det, er det da et fortræffeligt bud på ”kvalitetstid” med familien i den ellers så travle julemåned”, siger markedschef Pia Thanning fra Sandrew Metronome.

Lise Nørgaard har efterhånden modtaget en række hædringer i forbindelse med Matador. Her ses hun i forbindelse med en af platinoverrækkelserne.
Hele året er MATADOR DVD-sæson
Matador på DVD udmærker sig ikke blot ved de flotte salgstal - serien har også skabt sin helt egen salgskurve. Danskernes yndlingsserie sælges nemlig kontinuerligt - og ganske atypisk - hele året rundt.
Normalt efterspørges en ny DVD-film primært indenfor de første 3 måneder efter udgivelsen - med et peak lige omkring udgivelsestidspunktet og ca. 14 dage efter. Herefter sælges selv de store titler kun i moderat mængde - indtil der laves kampagnesalg eller tilsvarende aktivitet på dem.
