Korsbæk Tidende

Brugermenu

Afstemning

Korsbæk Tidende - Nyhedsarkiv - Mere hæder til Lise

Mere hæder til Lise Nørgaard

For godt 3 år siden udsendte Sandrew Metronome Video A/S i samarbejde med DR Multimedie 'Matador' på DVD. For første gang kunne den legendariske og helt vidunderlige serie opleves i det nye videoformat i ny, oprenset version.

Siden er det gået slag i slag for den populære serie, som for længst har markeret sig som 'den mest solgte DVD i Danmark nogensinde' - og hos distributøren Sandrew Metronome Video A/S har man netop fejret et salg på over 500.000 solgte Matador-DVD'er - næsten en fordobling af salgstallene fra november 2003.

Således fik Matadors mor, Lise Nørgaard, forleden overrakt noget så specielt som en 6-dobbelt platin DVD for det fantastiske salg.



'Det er jo et eventyr - Jeg er meget stolt og imponeret', udbrød Matadors mor ved synet af det meterhøje platin-trofæ, som næsten var på størrelse med den 87-årige dame selv.

På vej mod 600.000 solgte eksemplarer

Om forventningerne holder stik kan Fru Nørgaard godt begynde at rydde vægplads til endnu en hædersbevisning i sit smukke hjem: det 7-dobbelte platin-DVD-trofæ er nemlig allerede næsten indenfor rækkevidde.

Hos Sandrew Metronome Video A/S knokles der for at følge med de fantastiske salgstal.

'For kun halvanden uge siden overrakte vi Lise Nørgaard den 6-dobbelte platin-DVD for salget af 500.000 eksemplarer. Siden er salgskurven nærmest eksploderet, og dags dato har vi rundet intet mindre end 580.000 solgte Matador DVD'er. Fortsætter efterspørgslen i samme takt julen over, vil vi ved årets udgang have solgt over 600.000 stk. hvilket svarer til 7 dobbelt platin', lyder det fra Sandrew Metronome Video A/S.

Hele året er MATADOR DVD-sæson

Matador på DVD udmærker sig ikke blot ved de flotte salgstal - serien har også skabt sin helt egen salgskurve. Danskernes yndlingsserie sælges nemlig kontinuerligt - og ganske atypisk - hele året rundt.
Normalt efterspørges en ny DVD-film primært indenfor de første 3 måneder efter udgivelsen - med et peak lige omkring udgivelsestidspunktet og ca. 14 dage efter. Herefter sælges selv de store titler kun i moderat mængde - indtil der laves kampagnesalg eller tilsvarende aktivitet på dem.

Generel info om MATADOR på DVD:

MATADOR på DVD distribueres af Sandrew Metronome Video A/S i samarbejde med DR Multimedie.

Seriens 24 afsnit er udgivet på i alt 12 discs, som kan købes enkeltvis (normalpris ca. kr. 199,-/stk ) eller samlet som eksklusiv kollektionsboks (normalpris ca. kr. 2.495,-)

 

30. oktober 2004 - Matadoronline.dk