På sporet af Matador
Omkring 40 forventningsfulde Matador-fans var mødt op på Nordisk Film den 25. september for med selvsyn at opleve nogle af de få tilbageværende genstande fra alle tiders bedste tv-serie. Hvad de fremmødte til gengæld ikke vidste var, at arrangørerne have en joker i ærmet i form af en lyslevende og central 'rekvisit' fra tilblivelsen af serien.
Joker
Arrangørerne havde med udgangspunkt i tilkendegivelser fra Matadoronlines bruger nøje udvalgt dagens joker. Igennem det sidste halve år har over 500 brugere via en af hjemmesidens Kvik-polls valgt 18. episode - Hr. Stein - til seriens bedste. I konkurrence med de 23 andre episoder, distancerede den 18. sig - med over 40 procent af de afgivne stemmer - klart fra de øvrige. Det var derfor nærliggende at invitere John Hahn-Petersen alias hr. Stein, der som hoved- og titelrolleindehaver må tilskrives en stor indflydelse på episodens enorme popularitet.

Hr. Hahn-Petersen
Deltagerne var umiddelbart efter ankomsten til Nordisk Film i Valby blevet bænket i en lille forevisningsbiograf. Umiddelbart efter velkomsten blev John Hahn-Petersen trukket op ad hatten til stor glæde for de fremmødte. I bedste prisoverrækkelses-stil blev den folkekære skuespiller hyldet og takket for sin deltagelse i Matador. Med sin medvirken i 19 af seriens 24 episoder - og med hr. Steins flugt til Sverige under krigen in mente - placere John Hahn-Petersen sig blandt de 15 meste fremtrædende skuespiller i Matadors store persongalleri.

Anektdote
Indledningsvis fortalte John Hahn-Petersen en anekdote fra optagelserne af den føromtalte 18. episode, hvor hr. Stein som bekendt spiser aftens mad med Maude i kælderen umiddelbart før flugten til Korsbækhuse. I scenen hvor hr. Stein pludselig må søge tilflugt i stuen, da det banker på døren, falder John Hahn-Petersen på vej op af trappen. Han stopper naturligvis skuespillet og undskylder mange gange overfor den perfektionistiske Balling den unødvendige afbrydelse. Ballings reagerer meget uventet med i stedet at ærgre sig over, at John Hahn-Petersen ikke fortsatte scenen, da det virkede helt naturligt, at den nervøse hr. Stein mister fodfæstet på trappen.
Spørgetime
John Hahn-Petersens blotte tilstedeværelse affødte stor begejstring og en række spørgsmål fra salen. Afledt af spørgsmålene fortalte han blandt andet om, hans forholdsvis beskedne optræden i spillefilm og forklarede den med udgangspunkt i hans næse, som fraskrev ham rollerne som førsteelsker i mange af 60'ernes og 70'ernes folkekære lystspil.
Han fortalte om sit forholdsvis nye arbejdsområde med at ligge stemmer til diverse tegnefilmskarakterer (blandt andet Peter Plys og Joakim von And) og om, hvordan han fra 'rolle' til 'rolle' skulle godkendes af Disneykoncernen.
Han fortalte, at han privat fortsat havde kontakt med Malene Schwartz, som han i øvrigt havde en dugfrisk hilsen med fra og Elin Reimer som han jævnligt så, da de næsten bor dør om dør på kaningårdsvej i Virum. Lise Nørgaard ser jeg af og til - hun holder sig fantastisk.
Hans foretrukne scene var hentet fra 21. episode, hvor han morer sig over Axel Strøbye alias Viggo Skjold Hansens forvandling fra rapkæftet og benhård sagfører til forsagt og underdanig 'grønsag'.
Fra stumfilm til Matador
Efter at have taget afsked med John Hahn-Petersen, blev det taget hul på arrangementets egentlige program, som startede med en guidet rundvisning på Nordisk Film. Med udgangspunkt i modeller og diverse gamle fotografier, fik vi en introduktion i filmselskabets tilblivelse og historie. Det varede gudskelov ikke længe før beretningen nåede frem til Balling-æraen med Olsen-banden og Matador.
Det viste sig at en del af tilhørerne faktisk sad på eller stod og lænede sig op ad møblementet fra Varnæs' stue, som havde fået fast plads i foyeren. Til lejligheden havde rundviserne fundet forskellige kostumer fra Matador frem fra Nordisk Films store lager. Der var blandt andet Daniels Skjerns første skoleuniform og et stykke konfektion fra henholdsvis Maude Varnæs' og Elisabeth Friis' garderobe.

Et stykke af Matador
På grund af en stor ombygning på Nordisk Film, var man ved at skille sig af med terrænet bag scene 5 og dermed området, som dannede rammen om kulisserne på Algade i Korsbæk. Som inkarnerede Matador fans fik vi muligheden for at få et stykke af Matador med hjem i form af en brosten eller en flise fra hjertet af Korsbæk. Interessen for at få et stykke af Matador med hjem til indkørslen eller måske stuen var stor og som en af deltagerne udtrykte det, så var det ligesom at få fat i et stykke af Berlin-muren.

Scanprops
Efter besøget på Nordisk Film kørte Matador-følget til Østerbro for at besigtige Danmarks største rekvisitlager Scanprops under ledelse af Matadors chefrekvisitør Magnus Magnusson. Vi blev mødt af en meget venlig og veloplagt Magnus, som til lejligheden havde åbent det 3-etagers store lager, så vi selv kunne gå på jagt efter Matador-rekvisitter.
I dagens anledning havde han ved indgangen stillet fru Fernando Møghes kørestol og en række stillfotos fra produktionen frem til skue.
Den vilde skattejagt gik i gang og med mellemrum hørtes udråb fra folk, som havde fundet rekvisitter fra serien. Gæsterne fandt ved egen hjælp blandt andet frem til familien Varnæs' spisestuemøblement, et 'Dagens Ret'-skilt fra Jernbanerestauranten og doktor Hansens radio.

Derudover fremviste Magnus Matadorrekvisitter frem, som havde fået æresplads på hans kontor. For det første var hans skrivebord identisk med Hans Christian Varnæs? skrivebord fra Korsbæk Bank, kalenderen på vægen var fra Mads Skjerns kontor og i vindueskarmen stod Ping-sparegrisen fra Omegnsbanken. Som en fantastik gestus fra Magnus Magnusson side, fik Matadoronline overrakt et originalt eksemplar af Korsbæk Tidende og Socialdemokraten.
Bevæbnet med brosten, aviser og en masse indtryk sluttede en fantastisk aften for Matadoronlines udsendte.

1. oktober 2003 - Matadoronline.dk
