Lærere truet af Frederik Andersen
Lise Nørgaards skildring af livet i den lille provinsby Korsbæk, har gjort et stort indtryk på de fleste af os danskere og har i høj grad været med til at præge vores historieopfattelse og selvforståelse. Matador har åbenbart haft så godt fast i befolkningen, at man i visse kredse følte sin profession truet. Lærere harcelerede i midten af 80'erne over Lise Nørgaards skildring af lærerstaden gennem den helt igennem usympatiske lærer Andersen.
Jens Chr. Jørgensen lærer og redaktør af Folkeskolen, skrev således i sin leder fra juni måned 1985.
'Han (altså Andersen) er i kort begreb: en gammel liderlig nassekarl, en grovæder med dårlige manerer [...], en forslagen ægteskabssvindler og en kronisk mavesur starut som aldrig har kunnet fordrage børn.
Lærer Andersen er med andre ord støvsuget for tiltalende egenskaber. Kun én person i 'Matador' er væmmeligere, nemlig nevøen Oskar Andersen. Han er for resten også lærer. [...] Kunne man forestille sig [...] at lærer Andersen fx blev tillagt den helt igennem ædle og retsindige dr. Hansens egenskaber og omvendt? Eller at Oskar Andersen var den frihedskæmper som hjalp bankfuldmægtigen af sted til Sverige' Selvfølgelig ikke. Ikke i en folkekomedie. Og det er dog egentlig tankevækkende.
Hvis nogen mener at dette ikke har noget med fagpolitik at gøre, burde vedkommende faktisk have sine licenspenge tilbage'.
I samme forbindelse udtalte lederskribenten til B.T.: 'Matador er en serie, danskerne i den grad har identificeret sig med. Jeg er bange for, at fremstillingen af lærer Andersen kan have skabt nogle falske forestillinger og klicheer af, hvordan lærere er - måske til skade for standen og hverdagen i skolen'.
Nutidens lærere har gudskelov et mere afslappet og ironisk forhold til lærer Andersen. Niels Kofoed der er tysklærer på Særslev Skole på Nordfyn, har lavet en hjemmeside, der blandt andet indeholder et memorandum om en af landets mest kendte kollegaer. På siden skriver han: 'Han er - helt uden modkandidat - den mest usympatiske person i Matador. Men et eller andet sted (som det hedder i vore dage) er han dog en slags kollega, så her på disse sider vil vi - om ikke hylde ham - så dog mindes ham. Her får han sine fansider.'
