Tøjhuset/Skjerns Magasin(er)
Åbnes i 1929 af den driftige og dygtige tilflytter Mads Skjern. Handler med manufaktur og henvender sig i starten primært til byens jævne folk. Udkonkurrerer i 1932 byens gamle fine manufakturhandel Damernes Magasin og udvider dermed kundekredsen. Forretningen udvides af flere gange og skifter i 1933 navn til Skjerns Magasin. Ombygges i 1937 til et varehus i 3 etager. Fra 1939 udvides virksomheden til at omfatte filialer i andre byer. I forretningen arbejder Mads Skjerns kone Ingeborg, der får en mere og mere perifer funktion i takt med familiens sociale og økonomiske avancement. Forretningens øvrige ansatte er Arnold Vinter, der i 1939 bliver filialbestyrer i Skelskør og fra 1938 stuepigen Gudrun, der bliver lærling i forretningen. I baglokalet hjælper Mads' bror Kristen med at holde styr på regnskaberne og pengeudlånene indtil han i 1932 bliver direktør for Omegnsbanken.
