Korsbæk Bank
Byens gamle familiebank. Ejes af brødrene Varnæs og ledes af storebror Hans Christian, som er 3. generation i banken. Benyttes primært af det bedre borgerskab, da det er svært at låne penge, hvis man ikke er inde med de fine. Får konkurrence da Mads Skjern i 1932 åbner Omegnsbanken. I 1933 sælger lillebror Jørgen Varnæs sin aktie- og bestyrelsespost til den energiske sagfører Viggo Skjold Hansen, der moderniserer foretagendet. Hans Christian køber i 1938 halvdelen af Skjold Hansens aktier. I banken arbejder blandt andre den jødiske bogholder hr. Stein, der er bankdirektør Varnæs? højrehånd, volontøren Aage Holmdal, der i 1932 flytter til København, bankassistenten Ulla Jacobsen, der efter et ulykkeligt forhold med bankdirektøren skifter til Omegnsbanken i 1935 og kasserersken frk. Mortensen. Konsul Holm er bestyrelsesformand for banken indtil sin død i 1944, hvor murermester Jessen tager over.
