SYNOPSISSKUESPILLERNEINTERVIEWCREDITS
FILMHOLDETANMELDELSERFACTS

EN FORTÆLLING OM
MENNESKER OG FØLELSER

- om produktionen


BREAKING THE WAVES er Lars von Triers 5. spillefilm og vidt forskellig fra hans tidligere værker. Filmen er optaget på engelsk "on location" i Danmark og Skotland - Isle of Skye samt den skotske nordøst og -vest kyst. BREAKING THE WAVES er en kærlighedshistorie rettet mod et bredt internationalt publikum.

Fortællingen er lagt i begyndelsen af 70'erne og foregår i et lille fortættet og religiøst samfund på en fjern skotsk kyst, og beretter om Bess, en ung naiv og uskyldig kvinde og hendes dybe oplevelse af kærligheden. Bess, som har levet et beskyttet liv i en familie af stærkt troende calvinister, forelsker sig i Jan, en stovt arbejder fra boreplatformen. Og på trods af modstand fra det lille samfund gifter parret sig. Kort efter brylluppet vender Jan tilbage til boreplatformen, og efterlader Bess, der fortvivlet tæller dagene til deres genforening. Bess er sikker på, at deres kærlighed er urørlig, især fordi hun er overbevidst om, at hun mentalt kan kommunikere med Gud. Da en ulykke lænker Jan til sengen, trygler han Bess om at bevise den kærlighed og hengivelse hun føler for ham, ved ufortrødent at fortsætte med at leve sit eget liv.

Lars von Trier beskriver filmen som en "simpel kærlighedshistorie, noget jeg aldrig ville have overvejet for et par år siden. Men nu ønskede jeg at lave en film for publikum, som vil se menneskelige følelser fra personer at kød og blod, personer man kan identificere sig med."

BREAKING THE WAVES er produceret af Zentropa Entertainments (Danmark) som siden 1992 har været ledet af Lars von Trier og producent Peter Aalbæk Jensen, og Trust Film (Sverige) ledet af Lars Jönsson. Selskabernes tidligere produktioner tæller bl.a. Lars von Triers RIGET og Colin Nutley's ENGLEGÅRD.

Producent Vibeke Windeløv forklarer, at problemerne med at skaffe financiering i begyndelsen stammede fra von Triers genre- og retningsskift. Efter international anerkendelse og priser for FORBRYDELSENS ELEMENT og EUROPA, synes mulige investorer uvillige til at acceptere von Triers beslutning om at skrive og instruere en kærlighedshistorie. Vibeke Windeløv fortæller, at de gennem en periode arbejdede på at skaffe penge til filmen, men at det først var efter den enorme succes med tv-serien og siden biograffilmen RIGET, at finansieringen faldt på plads.

Assistancen fra Skotsk Film Service var afgørende for produktionen og valget af Skotland som location. Lars von Trier, som bor nord for København og hader at rejse, følte sig straks hjemme i det skotske. De bratte vejrændringer, det forblæste landskab og det evigt skiftende lys var præcis det, historien krævede.

Fortællingen foregår i en fjern landsby, hvor livet er hårdt og hvor indbyggerne bekender sig til en ekstrem rigid form af den protestantiske religion. Hvor man frakender sig alkohol, musik og dans, hvor de evigt lydende kirkeklokker anses for at være "menneskets værk og ikke Guds", og hvor man ingen skrupler har over at landsforvise og fordømme indbyggere, der bryder med reglerne. Oprindeligt var historien henlagt til et indre missionsk fiskersamfund på Danmarks vestkyst, men endte med at foregå i en lignende religiøs del af Skotland, hvor "Fri Kirken" har et fast tag i sine medlemmer.

"I fjerne samfund, hvor dagligdagen er hård" forklarer Lars von Trier "er en fast støtte nødvendig og man holder samfundet sammen ved at overbevise om, at Gud altid overvåger befolkningens opførsel, og enhver forbrydelse må straffes med ex-kommunikation for at beskytte de andre. Eftersom Bess fortolker resultatet af sine handlinger som et mirakel, måtte den skildrede religion være en, hvor mirakler ikke anerkendes, men afvises som Satans værk".

Da først finansieringen var på plads og beslutningen om at optage BREAKING THE WAVES i Skotland var taget kunne castingen begynde.

Filmens sprog er engelsk med en distinkt men forståelig skotsk accent og dislekteksperten Elspeth MacNaughton vejledte skuespillerne under optagelserne. Mens Bess og de øvrige landsbyboere skulle vælges blandt britiske skuespillere, havde Lars von Trier muligheden for at sammensætte personerne på boreplatformen, som jo er et internationalt miljø, blandt en række skuespillere; skandinaver, Stellan Skarsgård og Mikkel Gaup, fransk-amerikaneren Jean-Marc Barr og hollænderen Roel Ragas.

I hovedrollen som Bess, introducerer Lars von Trier den britiske skuespiller Emily Watson. "Vi havde prøvefilmning med mange unge skuespillere, men så snart jeg så Emily på bånd, vidste jeg, at jeg havde fundet Bess. Emily har et ansigt som udtrykker en mængde følelser; et ansigt som du aldrig bliver træt af at se på".

Som Bess ægtemand Jan, der er ældre og mere erfaren, valgte Lars von Trier den svenske skuespiller Stellan Skarsgård. "Som en arbejder fra boreplatformen er han en outsider over for det lukkede landsbysamfund. Han er desuden træt af sit omflakkende liv og klar til at falde til ro med en som han betragter som en engel" fortsætter Lars von Trier.
Mikkel Gaup, Stellan Skarsgård og Jean-Marc Barr

Stellan Skarsgård spiller en del teater- og tv-roller ud over sit travle engagement i svenske og udenlandske spillefilm. Han er af et internationalt publikum kendt fra filmene THE HUNT FOR RED OCTOBER og THE UNBEARABLE LIGHTNESS OF BEING.

Efter succen i EUROPA var den fransk-amerikanske skuespiller Jean-Marc Barr glad for at blive genforenet med von Trier i BREAKING THE WAVES. Barr havde stor international box office succes i Luc Bessons THE BIG BLUE i 1988 og sagde ja tak til hovedrollen i EUROPA i 1990. Han anser Lars von Trier for en af de fremmeste instruktører, og EUROPA for en film, der kræver mere af publikum end nogen af de amerikanske film, han blev tilbudt efter THE BIG BLUE. Derfor accepterede Jean-Marc Barr uden tøven rollen som Terry, Jans ven fra boreplatformen.

Katrin Cartlidge har rollen som Dodo, Bess' overbeskyttende svigerinde. Rollen er et temposkift for skuespilleren, som ofte bliver castet til roller som vild og uansvarlig. Efter hendes præstation i Mike Leighs prisbelønnede NAKED, har Cartlidge valgt at arbejde med nogle af Europas mest innovative instruktører, og hun har haft roller i Milcho Manchevski's BEFORE THE RAIN (vinder af Guldløven i Venedig) og THREE STEPS TO HEAVEN instrueret af Constantine Gianaris.

Engelske og skotske statister bosiddende i Danmark deltog også i optagelserne. På Det Danske Filmstudie i Lyngby blev interiøret af en kirke bygget på den største scene og bryllupsreceptionen og alle interiørscenerene fra hospitalet blev ligeledes optaget i Danmark.

I BREAKING THE WAVES anvender Lars von Trier endnu engang innovativ teknologi. Han optager med håndholdt kamera, hvilket giver skuespillerne mulighed for at gå rundt i en optagelse uden restriktioner. At optage udendørs i det nordlige Skotland i oktober betød at optagelserne var udsat for en lang række vejrlig - hele dagen, hver dag.
Instruktøren erkendte, at det at prøve at matche vejret i de forskellige optagelser ikke kun ville tage tid, men også ville være urealistisk.

Optagelserne er skudt på super 35 mm baseret cinemascope, som senere blev transformeret til digitalt format. Filmens handling bliver flettet sammen med kapitelskilte / panoramaoptagelser, som er blevet farvet og manipuleret til højopløste "postkortbilleder" der står i skærende kontrast til filmens øvrige farvesætning og stil. Disse kapitelskilte bliver af Lars von Trier beskrevet som "Guds udsyn over det landskab, hvor fortællingen udfolder sig, som om han overvågede personerne".

Instruktøren havde et par år tidligere diskuteret projektet med den hollandske cinematograf Robby Müller, hvis arbejde med Wim Wenders og Jim Jarmusch von Trier beundrer. Robby Müller accepterede med glæde at være fotograf og var interesseret i udfordringen kun at filme med håndholdt kamera. "Vi måtte lyssætte hele vejen rundt, da kameraet følger skuespilleren i alle retninger under en optagelse. Det var en udfordrende produktion".

Det næsten nutidige miljø filmen udspiller sig i gav produktionen flere problemer. Eftersom alle kan huske tøjet, bilerne og musikken fra perioden var detaljerne meget vigtige og Skotland blev gennemsøgt for biler og andre transportmidler fra den tid.

Sound tracket benytter i stor udstrækning populær musik fra starten af 70'erne som f.eks. David Bowie, Elton John, Deep Purple, T-Rex, Roxy Music m.fl. Slutmusikken er komponeret af Joachim Holbeck, som tidligere samarbejdede med Lars von Trier på RIGET.

"BREAKING THE WAVES", siger Lars von Trier, "er et drama med en fortælling, der er tilgængelig for alle og den bruger følelser, jeg ikke ville have indrømmet for et par år siden. Det er en kærlighedshistorie, en historie om mennesker og følelser. Der er ingen ondskab, kun misforståelser".



SYNOPSISSKUESPILLERNEINTERVIEWCREDITS
FILMHOLDETANMELDELSERFACTS