SYNOPSISSKUESPILLERNECREDITS
FILMHOLDETPRODUKTIONENANMELDELSERFACTS


ET SPØRGSMÅL OM NOSSER

Interview af Peter Ørvig Knudsen
Skotland, september 1995


Mens han med den ene hånd styrer det store mobile home gennem hårnålesvingene på den smalle bjergvej, spoler han med den anden kassettebåndet tilbage, så han kan høre Dolly Parton én gang til. Lars von Trier er på vej tilbage til sit hotel, pompøst indrettet i en gammel borgruin efter en lang dags filmoptagelser i Mallaig på den skotske nordvestkyst.

Gardiner og tapeter på instruktørens værelse er smagløst blomstrede, men hvis ikke det var mørk nat, ville man gennem vinduerne mod parken kunne se "en udsigt fuldstændig som slutscenen i Den Franske Løjtnants Kvinde".

Du har haft succes med Riget, og Breaking the Waves er på forhånd solgt til flere lande. Kan du gøre dig fri af de store forventninger under arbejdet?

"De forventninger vil jo til fulde blive indfriet, for det er en bred og populær film, så det behøver jeg slet ikke bekymre mig om," starter han og falder lidt ind i sig selv.

"På den anden side var jeg også fuldstændig sikker på, at Epidemic ville blive mit kommercielle gennmebrud, så det kan være, jeg tager fejl igen... Men jeg tror nok, at min styrke er, at jeg er så vanvittigt overbevidst om kvaliteterne i det, jeg laver."

"Det var meget lystbetonet at lave Riget og det er meget, meget lystbetonet at lave denne her film - men også hårdt. Mange af scenerne kræver store følelsesmæssige investeringer. Jeg har selv syntes, at det var synd for den unge kvinde i filmen, Bess, da jeg skrev historien - men de, som spiller i filmen, synes det er endnu mere synd. De tøser, som spiller Bess og Dodo, investerer enormt, enormt, i filmen. De er kede af det hele dagen, når de skal lave en sørgelig scene sidst på eftermiddagen. Samtidig er det røvere og soldater på en meget følt måde, og vi har det faktisk pissesjovt..."

"Med denne film bevæger vi os på kanten af kitch. Det er, som Stellan Skarsgård siger, "melodramaets svar på Jagten På Den Forsvundne Skat", fordi følelserne får lov at køre helt ud hele tiden. Jeg har længe haft lyst til det melodramatiske, det er så fedt at lave, men også meget hårdt følelsesmæssigt. Jeg sidder jo og tuder under optagelserne..."

Det har du påstået før. Passer det...?

"Jeg lover dig! Spørg! Du kan jo bare spørge rundt! Selv pigerne fniser af mig. Tårestrømmen er enorm, og det gælder ikke kun mig - hele holdet tuder med. I den alder jeg nu har opnået, kan jeg åbenbart tillade mig at slippe min vanvittigt følsomme side løs. Jeg så Løvernes Konge sammen med min datter, og jeg græd som pisket".

"Det er en gammelkendt sandhed, at man ikke græder, når folk er onde ved hinanden, men når de er gode ved hinanden. Og i den film, vi nu laver, går det af helvede til for alle, men de er gode ved hinanden hele tiden. Måske har alle mine film, med undtagelse af Riget, været dybfølte, og det kan man meget let kritisere mig for. Forcen ved mine film er, at de er nemme at gøre nar af, og sådan skal det være. Jeg har meget respekt for mennesker, man kan gøre nar af."

Men var manuskriptet også så dybfølt fra starten for fem år siden, eller er du blevet indhentet af følelserne undervejs?

"Meningen har hele tiden været at lave et melodrama efter alle kunstens regler. Jeg har altid kun haft afsky til overs for folk, som har gjort nar af genrer, for det er forræderi mod filmens væsen. Jeg vil gerne udvide genrerne, måske teknisk tilføje dem noget nyt, men at gøre nar er ufint - eller snarere ingenting: Hvad glæde har man af at gøre nar af en form? Genrerne er vores allesammens forældre, et fælles udgangspunkt. En anden sag er så, at de fleste filminstruktører duplikerer uden at udvide en skid, og det er naturligvis også uinteressant."

"Ligesom i Riget tilstræber vi en reportageagtig stil, og det giver en autenticitet og en friskhed, specielt til et melodrama, som gør den meget svær at afvise. Jeg arbejder med en stil som overfladisk set måske er lidt mærkelig for det brede publikum, men alligevel acceptabel, fordi - vil jeg tro, men lad os tales ved til den tid - historien er 100 procent uafviselig, hvis du først er stået på. Samtidig vil stilen i forhold til et mere intellektuelt publikum undskylde tårerne. De intellektuelle kan tillade sig at græde, fordi stilen er så raffineret".

I dine tidligere film har ingen jo for alvor elsket hinanden. Tror du selv på den store kærlighed?

"De tidligere film har nok været mere realistiske, men lige nu, hvor jeg laver filmen, tror jeg 100 procent på den store kærlighed. Ellers er jeg en tvivlende natur."

For fem år siden sagde du til mig i et interview, at "Bergman og Truffaut og de andre drenge, som lavede noget med lidt nosser i starten - deres film bliver dyrere og dyrere, der bliver mindre og mindre i det, og til sidst er det fuldstændigt uden nosser"..

"Jeg vurderer da hele tiden, om jeg er ved at blive nosseløs, men at lave en film af denne type i Danmark synes jeg bestemt ikke er nosseløst. Det er nosseløst at lave en middelvare, men denne film vil skille sig ud fra samtlige danske film, der er lavet nogensinde. Og højst sandsynligt fra samtlige film, der nogensinde er lavet i det hele taget. Den forsøger ikke at lægge sig i et lunt hjørne. Rent terapeutisk og i forhold til min egen udvikling er der tale om et gigantskridt. Og er der ikke noget med, at den som overvinder sig selv, er stærkere end den, der overvinder et land? Tidligere har jeg kunnet dække mig ind under formen, som man så kunne lide eller lade være. Nu kan jeg ikke dække mig ind. Jeg har turdet smide de fine fornemmelser væk."

Breaking the Waves handler også om det religiøse, om konflikten mellem på den ene side den rigide religiøsitet i det lille samfund, fundamentalisterne, og på den anden side Bess' religiøsitet, en slags barnetro.

"Ja, en barnetro eller simpelthen troen på Det Gode. Religiøsitet giver sig jo udslag i konflikter og krige, men her er tale om en godhedens barnereligion, der med ét trylleslag løser problemerne. Og det er for mig udtryk for en moden religion. På tidligere tidspunkter i mit liv ville jeg nok have været på fundamentalisternes side - man kunne også sige idealisternes. Jeg er jo katolik, og i starten af min religiøse karriere, som ikke er særlig lang, mente jeg bestemt, at den ekstreme religion var mest interessant. Med alderen, og måske især efter at have fået børn, har jeg fået et mere afrundet syn, og det syn lever filmen af."

"Filosofien for mine andre film har været: "Det onde findes". Filosofien for denne er: "Det gode findes". Den ene filosofi kan vel være lige så god som den ande, men dertil er jeg altså kommet. Når man får børn, er man pisket til at være god. Man vil gøre hvad som helst for dem. Man vil slå ihjel for dem. Kærlighedsforholdet mellem børn og forældre er en million gange kraftigere end forholdet mellem to voksne".

Jeg begynder at fatte det gigantiske i kovendingen...

"Ja, men hvis jeg gik i kloster og kun lavede den slags film fra nu af, ville det jo være nosseløst."

Er du slet ikke bange for kovendingen?

"Nej. Jeg har også lavet en kovending i mit personlige liv, men jeg har vist aldrig nogensinde haft second thoughts. Jeg er altid sikker på det, jeg gør."

Du sagde før, at du er en tvivler.

"Ja... Jeg tvivler meget på andre mennesker, men aldrig på mig selv - det er meget interessant. Jeg tvivler altid på andre menneskers intentioner og deres oprigtighed, fuldstændigt som I med jeres "kritiske journalistik". Det mest betænkelige ved mig er måske, at jeg aldrig har tvivlet på mine egne, gode hensigter og min ærlighed. Det kan godt være dine læsere vil slå en hånlatter op, når de læser det, men jeg sætter faktisk ærlighed meget højt."

Bønnen har en stor betydning i filmen - og en stor kraft. Har du selv oplevet det?

"I forhold til andre mennesker, nej. Mennesker skal man ikke bede om noget, så får man det i hvert fald ikke. Over for mennesker må man forlange."

Jeg mente i forhold til de højere magter.

"I forhold til dem har jeg en positiv erfaring. Et andet ord, som man nok heller ikke vil forbinde med min person, er "ydmyghed". Jeg mener, man bør være ydmyg. Men for satan hvor er det et svært ord. Jeg mener ikke, at man bør være ydmyg over for mennesker, man kan vise nogle af dem respekt, men ydmyg skal man aldrig være over for nogen mennesker noget sted. Til gengæld mener jeg, at man skal være ydmyg over for Skabelsen og Gud. Og en bøn er en meget ydmyg handling."

Får man, hvad man beder om?

"Jeg ved det ikke... Jeg er blevet pænt behandlet, vil jeg sige. Og jeg prøver at være værdig til den pæne behandling - naturligvis også ud fra angst for, at den skal holde op."

Man skulle tro, at du så var blevet et meget tillidsfuldt menneske?

"Men er jeg ikke også blevet mere tillidsfuld. Kan du ikke mærke en forskel?"

Det er jeg ikke sikker på. Du er stadig bange for at flyve og for at sejle...

"Ja, men den store ændring i mit liv - bortset fra at jeg kaster mig ud i følelserne, også privat - er, at jeg nu er begyndt at være god mod mig selv. Jeg har været af-sin-dig hård ved mig selv. Jeg har haft en van-vit-tig selvdiciplin. Jeg har tvunget mig ud i alle de mest rædselsfulde situationer. Man kan sige, at det er et tilbageskridt at jeg er holdt op med at gøre alt det, jeg er bange for. Men for mig er det en landvinding af rang at være god ved mig selv og tillade mig at lade være med at gøre visse ting. Jeg har for eksempel tilladt mig selv, at det skal være sjovt at lave film. Og det er ikke så nosseløst, som det lyder."



SYNOPSISSKUESPILLERNECREDITS
FILMHOLDETPRODUKTIONENANMELDELSERFACTS